Traditioner

Her kan du læse om alle de traditioner vi holder i hævd, for derigennem bl.a. at videregive vores kulturarv. Traditioner giver børnene en følelse af noget kendt og trygt. Børnene har behov for at kunne genkende og overskue ting. Derfor er traditioner vigtige.

Sommerfest I august inviterer Aktivitetsudvalget og Børnegården børn, forældre og søskende til sommerfest. Eftermiddagskaffen nydes sammen i haven, hvor der er mulighed for at købe kage og drikkevarer. Efter eftermiddagskaffen arrangeres der forskellige aktiviteter eller underholdning i haven for børn og forældre og omkring kl. 17.00 er aktivitetsudvalget klar til at sælge grillet pølser, hjemmelavet salat og kartoffelsalat m.m. Overskuddet fra salget går til aktivitetsudvalget, som spare op til "ekstra specielle oplevelser" for børnene.

Fotografering Hvert år i november kommer fotografen til Børnegården. Her bliver børnene fotograferet stuevis, men der er også mulighed for at få taget portræt billeder (kun børnehavebørn) af jeres barn, der går i Børnegården. Der er mulighed for at få taget et fælles billede af søskende, der går i Børnegården. Billederne bestilles og betales på selve dagen

1. december vågner Julius som er Børnegårdens  egen (drille) nisse. Vi mener, at han bor på loftet i Børnegården hele december måned. Han er en rigtig drillepind og meget fræk. Han elsker pebernødder, risengrød, havregrød, havregrynskugler og ølnisser (nisseøl) Han kan ikke lide frugt og grønt, og hvis man giver ham det, driller han rigtig meget. For eksempel kan han godt finde på at tage vores sko og støvler, men hvis vi er rigtig søde ved Julius kan han også være rigtig sød ved os og give os pebernødder eller andet godt vi kan hygge os med. Julius kan få skyld for rigtig mange ting i løbet af året, hvis børnene ikke kan finde noget - ja så er det sikkert Julius der har taget det.

Julehygge også kaldet juletamtam afholdes med forældrene, hvor Børnegården inviterer børn, forældre og søskende til julehygge fra kl. 14.00-16.00 (se datoen på nemintra) Børnene venter spændt hele dagen på at deres gæster skal komme. På stuerne og på torvet bliver der dækket op og gjort klar med æbleskiver, saftevand og gløgg. De ældste børn er som regel ekstra spændte, de har nemlig dagene forinden øvet og øvet på at synge Lucia sangen, ca. kl. 14.00 er det så tid til at de går Lucia-optog rundt i hele huset. Bagefter er det tid til at nyde æbleskiverne m.m. og leg rundt omkring i huset. Traditionen tro sælger aktivitetsudvalget julelotteri, hvor der kan vindes de fine gevinster, der er samlet ind blandt forældrene og de lokale erhvervsdrivende. Indtjeningen går til en "speciel oplevelse" for børnene.

Børnejulefrokost foregår en af de sidste dage inden vi går på juleferie. På stuerne dækkes der bord fra morgenstunden. Om formiddagen går vi i Vester Nebel kirke til julegudstjeneste. Når vi kommer hjem har nogle hjælpsomme forældre og bedsteforældre ordnet mad og gjort klar til den helt store julefrokost på alle stuerne. Vi spiser god mad og hygger os rigtig meget imens vi bliver " vartet op" af forældrene.

Fastelavn Vi fejrer fastelavn sammen med børnene med udklædning, tøndeslagning, fastelavnssange og hjemmebagte fastelavnsboller.

Påske Vi laver påskepynt, klipper gækkebreve, synger påskesange og gemmer påskeæg.

Børnegårdens fødselsdag fejre vi. Børnegården så sit lys 1. maj 1992. Dagen bliver markeret, men ikke i faste rammer. Se hvilken dato vi fejre fødselsdagen på vores årsplan på nemintra.

Bedsteforældredag I juni måned inviterer børnene deres bedsteforældre med en dag i institutionen. I vuggestuen starter vi dagen med fælles formiddagsmad kl. 9.00 og herefter leger vi hjemme i huset eller i haven.

I Børnehaven starter vi dagen med vores samling kl. 9.00. Her synger vi nogle sange og snakker om, hvor dagens tur skal gå hen. Når alle er i tøjet går grupperne i samlet flok mod dagens turmål. Områderne bliver undersøgt og der bliver leget med bedsteforældrene inden det er tid for, at alle spiser deres medbragte madpakker. Herefter går turen hjem mod Børnegården, hvor der bliver serveret kaffe, te, saftevand og lagkage for børn, bedsteforældre og personalet.